Danmark skal vurderes på Verdensmålene

Juli 2017 var store eksamensmåned for Danmark.
Først kom den nye 'SDG Index and Dashboards Report' (også kaldet
Bertelsmann-rapporten), hvis konklusioner gerne bruges af Danmark:
Vi ligger nummer to blandt verdens lande, når det gælder at leve op
til verdensmålene. Kun overgået af Sverige.
Men placeringen dækker over, at der er plads til forbedring i
forhold til 11 ud af de 17 mål - særligt hvad angår mål 12, 14 og
15, der handler om at sikre bæredygtigt forbrug og
produktionsformer, at bevare og sikre bæredygtig brug af verdens
have og deres ressourcer, og at beskytte, genoprette og støtte
bæredygtig brug af økosystemer på land, fremme bæredygtigt
skovbrug, bekæmpe ørkendannelse, standse udpining af jorden og tab
af biodiversitet.
Så kom rapporten 'What will Denmark look like in 2030', hvor 28
danske civilsamfundsorganisationer vurderer Danmarks indsats for at
indfri verdensmålene. Blandt andet skriver FN-forbundets
landsformand om mål 1, der handler om at afskaffe alle former for
fattigdom i verden, og anbefaler at øge den multilaterale andel af
bistanden.
Samtidig kom også FN's overordnede statusrapport for hvorvidt
Verden nærmer sig opfyldelsen af verdensmålene The Sustainable Development Goals Report 2017
.
Rapporterne kom i anledning af FN's verdensmålsmøde (High-level Political Forum), 10. til 19. juli
2017, hvor Danmark fremlagde sin officielle status på
gennemførelsen af målene.
Inkluderet i Danmarks statusrapport er også kommentarer fra bl.a.
civilsamfundet, der kritiserer den manglende inddragelse i
udformingen af Danmarks handlingsplan for verdensmålene,
offentliggjort den 31. marts 2017. Som svar på denne gav danske
civilsamfundsorganisationer en række anbefalinger til at hæve ambitionsniveauet i
den danske gennemførelse.
Fremlæggelsen af Danmarks statusrapport fandt sted onsdag den
19. juli i FN's hovedkvarter i New York, og du kan gense fremlæggelsen her; Danmarks fremlggelse
starter 1 time og 16 minutter inde i optagelsen.
|