 |
|
 |
FN tiltrækker sig uønsket opmærksomhed efter lækket undersøgelse
I FN eksisterer der en såkaldt tys-tys kultur, når det kommer til seksuelle krænkelser og overgreb, mener tidligere FN-medarbejder Andrew McLeod. Han estimerer, at mere end 60.000 voldtægter er blevet begået under FN-flaget. For nyligt blev der lækket en intern UN Ethics rapport, der viser manglen på beskyttelse af de, der tør tale ud om disse overgreb.

@UN Photo / Kim Haughton
Beviser for seksuel udnyttelse af lokale kvinder og børn i
Haiti, begået af højtstående landechefer i hjælpeorganisationen
Oxfam, kom tidligere på måneden frem i medierne, og Oxfam's ledelse
bliver beskyldt for at holde hånden over gerningsmændene. Men
desværre er det ikke kun Oxfam's ledelse, der har syndet. Også FN's
fredsbevarende tropper blev i 2015 afsløret i at drive en
børneprostitutionsring i Haiti. Flere andre anklager om seksuelle
overgreb på børn begået af FN's fredsbevarende styrker, blandt
andet i Congo, Sudan og Den Centralafrikanske Republik er sidenhen
kommet frem. Der har sågar været rapporter om et såkaldt
"Food-for-Sex" program, drevet af ansatte under UNHCR, der
involverede bistandsarbejdere fra mere end 40 organisationer i
Vestafrika (specielt i Liberia, Guinea og Sierra Leone), hvor
flygtningebørn blev udnyttet på det groveste og tvunget til
seksuelle tjenester for at modtage de mest basale nødvendigheder
for overlevelse.
Ifølge en nyligt lækket rapport er det en meget
bekymrende trend, og der er flere eksempler på medarbejdere, der er
stået frem med anklager, og blevet lagt på is i deres respektive
FN-organisationer. Men flere og flere kvinder begynder nu at vise
modet og stå frem med deres anklager.
Rapporten viser, at selvom FN-systemet scorer højt på
ligestilling og støtte til kvinder i systemet, eksisterer der et
problem i forhold til beskyttelse af whistleblowers. Miranda Brown,
der hjalp med at afsløre seksuelle overgreb, begået af FN-folk i
den Centralafrikanske Republik i 2014, er et eksempel på denne 'culture of silence'.
Hun taler for et eksternt whistleblower system, der skal sikre, at
FN-medarbejdere, der fremsætter beskyldninger om umoralske
gerninger bliver beskyttet bedre end de gør nu.
Et andet eksempel på coverup og underrapportering af seksuelle
krænkelser i FN systemet drejer sig om behandlingen af anklagerne mod
UNAIDS underdirektør Luiz Loures. Han beskyldes for at
overfalde en af hans kvindelige kolleger på en forretningsrejse med
uvelkomne kys og berøring i en elevator. Rapporteringen blev givet
til den interne enhed IOS. Uoverensstemmelser i Loures' hukommelse
burde have givet grobund for retsforfølgelse af ham, men i stedet
fik han lov at træde af, og der var mange fejl og mangler i
behandlingen af anklagen.
Generalsekretær Guterres udstedte i 2017 et nyt direktiv der skal sikre at interne
tilfælde af seksuelle krænkelser på arbejdspladsen samt sager om
overgreb i FN ikke tolereres. Den inkluderer en såkaldt Hotline,
hvor overgreb og krænkelser begået af FN folk kan indrapporteres
direkte. Samtidig har WFUNA startet kampagnen Not Under the UN
Flag, som du kan støtte lige her.
Direktivet er et skridt i den rigtige retning; det er blevet
meget sværere at dække over sådanne sager, og arbejdet med bedre
beskyttelse af whistleblowers og lighed på arbejdspladsen i FN,
skal sikre at FN's legitimitet ikke sættes over styr. Eksemplet med
Oxfam viser, at det ikke længere er så nemt for ledelsen at lægge
låg på anklagerne, og direktivet fra Guterres viser da også, at FN
sætter stærkere ind for at komme lignende sager til livs, og
behandle sagerne med rettidig omhu - som den bør. Mange kritikere
er skeptiske overfor om direktivet er nok, og det er, ifølge den
lækkede rapport, også en bekymring i FN's eget system.
|
 |
UN Photo/Michos Tzovaras

|
 |