Ulovlig EU-fiskeriaftale kan skade fredsarbejdet i Vestsahara
EU-kommissionen arbejder på en fornyet fiskeriaftale med Marokko, der omfatter havet ud for det besatte Vestsahara. Den kortfristede, økonomiske politik vil efter alt sandsynlighed være ulovlig i EU-domstolens øjne - og undergrave FN's forsøg på at nå frem til en fredelig afklaring om Vestsaharas status. FN-forbundets bestyrelse opfordrer den danske regering til at vise vejen frem og stemme nej til aftalen.

UN Photo/ Evan
Schneider
FN-forbundets bestyrelse: Dansk støtte til ulovlig
EU-fiskeriaftale kan skade FN's fredsarbejde i Vestsahara
I 1991 blev der indgået en våbenhvile i Vestsahara. De to parter
(Marokko og Polisario) blev enige om, at der skulle findes en
fredelig løsning på konflikten. I overensstemmelse med FN-pagten
skal dette finde sted ved en folkeafstemning, som aldrig er blevet
afholdt.
Muligheden for fredelige løsninger på konflikter bliver generelt
mindre i takt med øgede økonomiske interesser for et givet
område. Omverdenen bør derfor undlade at indgå aftaler med
Marokko, hvis aftalerne inkluderer den del af Vestsahara, som
Marokko har besat. Danmark bør således ikke støtte en fornyelse af
EU's fiskeriaftale med Marokko, da den inkluderer Vestsaharas
fiskeriterritorium.
EU-domstolen slog i december fast, at en
handelsaftale mellem Marokko og EU ikke må omfatte Vestsahara.
Alt tyder på, at EU-domstolen vil se en fiskeriaftale på samme
måde.
Såvel USA og Norge/EFTA har indgået aftaler med Marokko uden at
disse aftaler inkluderer Vestsahara.
På den baggrund er det uacceptabelt at EU-kommissionen arbejder
videre med en fiskeriaftale med Marokko, der inkluderer Vestsaharas
farvand.
FN-Forbundet vurderer, at fredsprocessen kan skades, hvis EU og
Danmark sætter egne kortfristede økonomiske interesser højere end
international ret og menneskerettigheder. En fiskeriaftale, der
omfatter havet ud for Vestsahara, vil undergrave FN's forsøg på at
nå frem til en fredelig afklaring om Vestsaharas status og medføre
øget risiko for væbnet konflikt. Det bemærkes, at en genoptagelse
af krigshandlingerne i den del af Nordafrika ville have store
menneskelige og økonomiske omkostninger for både Nordafrika og
Europa, og en sådan krig ville give anledning til nye
flygtningestrømme.
Vi opfordrer derfor den danske regering til at stemme nej til en
fornyelse af EU's fiskeriaftale.
Udtalelsen blev vedtaget den 5. februar 2018
For yderligere informationer kontakt venligst<:
Jørgen Estrup, landsformand for FN-forbundet tlf. 30 70 33 25 og
e-mail: [email protected]
Lave K. Broch, formand for FN-forbundets freds- og
konfliktløsningsudvalg tlf. 28 92 2127 og [email protected]
Kurt Mosgaard, medlem af FN-forbundets bestyrelse og
forhenværende chef for FN's fredsbevarende mission i Vestsahara
(MINURSO): tlf. 25 54 64 05 og e-mail: [email protected]
|