FN's Congo-styrke sidder fast i borgerkrigens hængedynd

Fik senest kun forlænget sit mandat for fem måneder

Af Henrik Døcker

FN's største fredsbevarende styrke - den til Congo (ONUC) - fik kort før nytår af Sikkerhedsrådet forlænget sit mandat, men denne gang kun med fem måneder. Spørgsmålet er om der efterhånden er stemning for at mandatet burde udløbe?  Måske mest et retorisk spørgsmål, for kan verdenssamfundet virkelig tillade sig sådan at "sænke kården" og erkende et fuldstændigt nederlag for de smukke fredsønsker og den lange, seje indsats mod voldskulturen i denne del af Afrika?

Uheldigt at FN bliver identificeret med den ene part i en konflikt
Det er dog en udbredt opfattelse, at ONUC har været en fiasko. Styrken - i dag op mod 20.000 mand - formeredes for ti år siden og koster 1 milliard $ (5.27 mia.kr.) om året. Ifølge de seneste efterretninger bistår FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) aktuelt omkring 100.000 civile, der i de sidste par måneder er flygtet fra Øst-Congo, hvor kampene raser mellem hutu-oprørere, banditter og den congolesiske regeringshær. Der kæmpes forbitret i de smukke områder i det nordlige og sydlige Kivu, og det er fremdeles enheder fra nabolandet, dvs. fra Rwandas Demokratiske Befrielsesstyrker (FDLR), som regeringen med logistisk støtte fra ONUC er op imod. Ind imellem drøner rebeller fra den berygtede "Herrens Modstandshær" (Lord Resistance Army - LRA) i Uganda ind over grænsen til Congo og nedslagter større grupper mennesker - i januar således omkring 100.

UNHCR skønner at der er 2,1 mio. hjemstavnsfordrevne i Øst-Congo, fortvivlede mennesker, der er udsat for plyndringer, nedbrænding af hytter, overgreb af enhver slags, inklusive voldtægt. Det er uundgåeligt, at ONUC i en række situationer identificeres med den ene part i den tilsyneladende endemiske borgerkrigssituation, som gøres ekstra indviklet ved at være en følge af nabolandet Rwandas langvarige opgør mellem de to folkegrupper, hutuerne og tutsierne, dér. Omkring en femtedel af hele Kivu-områdets 5,5 mio. indbyggere skønnes at være drevet på flugt.

Gode råd fra juristerne, men de er svære at følge
Just af denne grund advarede eksperter i FN's juridiske tjeneste for tre kvart år siden ONUC's stab om det farlige i at deltage i fælles operationer med den congolesiske hær. Efter at denne styrke for få måneder siden forsynede Congos hær med ammunition, blev denne benyttet under kampe, hvor 1400 civile blev dræbt.  Organisationen Human Rights Watch har afdækket dette. De mange brådne kar i den congolesiske hær, seksuelle overgreb på kvinder, korruption mv., eksemplificeres aktuelt ved at en officer derfra er blevet sat under tiltale ved Den Internationale Straffedomstol i Haag.

ONUC kommer let i en prekær situation, eftersom dens to hovedopgaver: At beskytte civilbefolkningen og hjælpe regeringsstyrkerne med at nedkæmpe oprørerne kolliderer. I november 2009 afbrød ONUC dog samarbejdet med regeringshæren, fordi den oprørtes over den hensynsløse nedskydning af civile.

"Hvis den vold, væbnede styrker udfolder, er grov eller rammer rigtig mange mennesker", påpegede FN's juridiske eksperter, "bør FN-styrken trække sig ud af operationen og i værste fald beskytte civile med væbnet magt mod den congolesiske hær". Dertil er kun at sige: Lettere sagt end gjort.

UN Photo/Marie Fechon

Oprørerne er blevet spredt, men sikkerheden er stadig i bund
Det er indtil nu lykkedes at sprede en del oprørere og få dem fjernet fra deres baser - indsatsen ville således være spildt, hvis ONUC trak sig tilbage og dermed tillod oprørerne at returnere til baserne og få mulighed for fortsat at terrorisere landsbyer. Er sikkerhedsbehovet enormt, så viser erfaringen fra en række andre FN-fredsstyrker, at jo længere FN bliver et sted i verden, jo mindre tror befolkningen på deres egne myndigheders evne til at få styr på udviklingen.

Den congolesiske regering i det fjerne Kinshasa på Afrikas vestkyst er svag og snyder jævnlig soldaterne for deres sold, hvad der naturligt sænker moralen. Det er derfor ikke kun "banditterne", der repræsenterer vildskaben og ondskaben. Hutuerne fra Rwanda søgte i stort tal til Congo efter at landflygtige Rwanda-tutsier overtog magten oven på det folkedrab, hutuerne 1994 havde foranstaltet på tutsierne. Det er således lang "tradition" for at det rwandesiske ragnarok med al dets bestialitet skyller ind over den store nabostat.

En del oprørere er blevet "demobiliseret" og siden hen indrulleret i den congolesiske hær. Det må ikke glemmes, at der er tale om en kamp for tilværelsen.  Alt for ofte er tusinder af mennesker afhængige af WFP's, Verdensfødevareprogrammets, maduddelinger eller UNICEF's, Børnehjælpefondens, vaccinationskampagner, vandforsyning eller undervisningsprogrammer.

Både Congos politi og militær burde dertil være langt bedre uddannet og lønnet. Men det er en gammel historie, som gælder alt for mange udviklingslande. Hvordan man får tager hul på bylden er det store spørgsmål!